Vejen til Ironman

image_pdfimage_print

Steffan Thordarson’ beretning fra Ironman, Barcelona 2009.

25.september 2008 besluttede jeg mig for at gennemføre en Ironman, og det skulle være den 4. oktober 2009 i Barcelona. På det tidspunkt kunne jeg ikke svømme crawl, og cykling var noget jeg kun brugte til og fra arbejde. Men marathonløb havde jeg prøvet 10 gange, så én disciplin kunne jeg i forvejen.

Jeg indså, at jeg måtte hellere gå igang med træningen med det samme, så jeg begyndte at svømme og cykle lidt for mig selv. Svømningen gik slet ikke. Jeg husker, at jeg forsøgte at øve benspark og holdt en plade i udstrakte arme. Til min store forbavselse mærkede jeg noget røre mig under fødderne, men det viste sig at være bassinkanten, idet jeg svømmede baglæns!!!

Noget bedre gik det med selv-træningen på cyklen. Efter et par uger deltog jeg i Grænsecykelløbet, hvor jeg kørte de 101 kilometer med godt 32 km/t i gennemsnit, og var yderst tilfreds. Kørte det meste af turen alene, hvilket var bedst for min og de øvrige rytteres sikkerhed.

Jeg indså hurtigt at vejen til Ironman ville være lang, og jeg følte mig usikker på såvel svømningen og cyklingen, så jeg begyndte at undersøge mulighederne for at træne med andre. Sønderborg Triathlon Klub så ud som det rigtige valg. På deres hjemmeside, www.stk90.dk, fremgik at klubbens fællestræning kun bestod af svømmetræning, 3 gange om ugen, med svømmetræner 1 gange om ugen. For øvrig træning henviste hjemmesiden til samarbejde med henholdsvis Vidar Motion for løbetræning og SCK for cykeltræning. Jeg var allerede medlem af 2 løbeklubber, og meldte mig så ind i STK og i SCK, så nu var jeg medlem i 4 klubber.

De første træningspas med SCK var hårde, der blev kørt bakketræning opad Grønnekærvej, og der blev kørt stærkt på alle turene. Godt, tænkte jeg, det er den rigtige klub, her bliver der gået til stålet ! Der blev taget godt imod mig, og der blev taget hensyn til mine manglende evner på cyklen. Jeg forsøgte at finde min plads i klubben, lære at placere mig rigtigt i grupperne og ellers køre som de øvrige gerne ville have mig til. Intet af dette er lykkedes mig endnu, selvom der er gået 1 år siden. Der har dog ikke manglet velmenende råd fra SCK-erne.
I de første 2-3 måneder trænede jeg mest alene, SCK’erne var i vinterhi, nogle enkelte mødte jeg dog til spinning i Fitness Syd. I december øgede jeg træningen, og nåede mest op på 770 km på 7 dage, afsluttende med en 6 timers tur fra Augustenborg-Højer (187 km). Dette gav en god forsmag på hvordan det var at cykle langt. Men mængdetræningen var nok gået for hurtigt frem, idet jeg fik vrøvl med mit knæ, og måtte ligge stille i nogle uger. Kom derefter med på træningslejren i Høruphav og fik kørt nogle hårde dage med klubben. Programmet på træningslejren var alt for hårdt, ikke kun for mig, det sled folk op.

I begyndelsen af foråret kom folk i bedre og bedre form, og tempoet på træningsturene blev tilsvarende højere. Min form var sat tilbage, og jeg havde svært ved at følge med. Måtte opgive at følge med, og desuden havde jeg mange problemer med punkteringer og mekanikken, selvom cyklen var ny.

Jeg blev frustreret over at have været i superform i ultimo december, men 2 måneder senere kunne jeg ikke følge med. Flere gange var jeg ved at opgive klubben, men holdt ved da jeg fik lov at køre med, og nogle gange blev der ventet på mig – det satte jeg pris på.

I løbet af sommeren begyndte det at gå fremad, jeg fik struktureret min træning, og var begyndt at cykle mere jævnt, typisk 3-400 km/ugen, og samtidig skulle svømme- og løbetræningen også passes. Det gik bedre med at følge med tempomæssigt, men jeg havde stadig svært med gruppe-cykling, og modtog jævnligt verbale vejledninger – det var hård træning for psyken. Jeg begyndte at indse at det var ikke helt ufarligt at have mig med midt i feltet. Mit mål at kunne køre 180 km enkeltstart, og intet andet. Jeg deltog gerne i o­nsdagstræningen, det var godt med de lange rolige ture, her var vi ikke så mange, faktisk blev vi gradvist færre og færre i løbet af sommeren, og flere gange var vi kun 1-2 der mødte op om o­nsdagen.

I sensommeren trænede jeg mest på enkeltstartcyklen, og også her fik jeg lov til at køre med, så længe jeg ikke lå nede i bøjlen. I juli-august var træningen til Ironman meget hård, oftest 25-26 timer om ugen, f.eks. 100 km løb, 400 km cykling og 8 km svømning om ugen (6 dage). De hårdeste træningspas var lørdagens brick-træning, der bestod af 6 timer cykling efterfulgt af 1 times løb, og dagen efter bød på 35 km langt løb (3 timer) i skoven. Hellere lide til træningen end til selve konkurrencen.

Svømmetræningen var gået OK, jeg fik svømmet meget i Augustenborg Fjord, og heldigt nok var brandmændene væk hele sensommeren. Jeg vidste dog at der var ikke sket mirakler, jeg var stadig en langsom svømmer.

De sidste 4 uger op til Ironman trappes træningsmængden ned, med 30% om ugen, mens intensiteten bevares. I den sidste uge blev der næsten ikke trænet, kun mentalt. Ironman ville blive en 50% mental udfordring og 50% fysisk udfordring. Kroppen vil adlyde kommandoerne fra hjernen, meget længere end mand umiddelbart tror er muligt.

Cyklen blev pakket om fredagen 2.oktober og jeg var inde på hotellet kl. 23 i Barcelona. Rejsen var lang og drøj og jeg ærgede mig lidt over ikke at have rejst et par dage før. Pyt med det, en god nattesøvn hjalp og om lørdagen tog jeg en kort cykeltur og svømmetur i Middelhavet sammen med 5 Islændinge som boede på samme hotel.

Det lykkedes mig at sove 6 timer før konkurrence dagen, var oppe kl. 4:30 og spiste en solid morgenmad. De garvede triathleter i STK havde givet mig gode råd hjemmefra, det vigtigste var at holde igen de første 5-6 timer, og derefter se om der var kræfter tilbage til resten af dagen.

for iron steffan-5Svømmerne blev startet i grupper á 200 svømmere med 10 minutters intervaller. Jeg var i startgruppe 8 da min estimerede svømmetid var 1 time 30 min. Starten gik og jeg svømmede roligt og lå blandt de sidste i startgruppen. Blev hurtigt overhalet af hele startgruppe 9 og flere fra startgruppe 10 kom også forbi. Men jeg kom op af vandet efter 1:27 og var rimelig frisk og tilfreds med tiden.

Skiftet til cykel indeholdt en lille løbetur og tog over 7 minutter. Det var en dejlig fornemmelse at mærke cyklen på de første kilometer, med god luft i dækkene og mekanikken snurrede rundt som den skulle. Vejret var flot, solen bagte ned og en lille brise gjorde det meget behageligt. De første 3 km var besværlige, med mange hastighedsbump og snævre by-veje. Da vi så kom ud på den nye
asfalt blev det meget sjovere. Det føltes rigtigt godt og jeg overhalede straks flere ryttere. Her var det meget fristende at køre stærkt for kroppen var frisk og det føltes let. Heldigvis holdt jeg lidt igen, huskede at drikke en masse og spise en skive brød med honning, jeg havde jo et marathonløb der skulle klares efter cykelturen. Det blev varmere og varmere i løbet af dagen, så jeg drak store mængder vand og energidrik, og spiste 12 salttabletter. 5-6 tissepauser blev klaret på cyklen uden mærkbart tidstab (men føj cykelskoene stank om aftenen !).

for iron steffan-6Ruten havde nogle få stigninger på de første 5 km, og derefter kom der 25 flade km hvor man kunne holde en god fart ved at ligge ned i bøjlen. Dette føltes ligesom alle de mange ture jeg har taget fra Augustenborg til Tønder og længere endnu.

Under cyklingen brugte jeg ikke ur eller speedometer, da min Garmin 405 kun har batterilevetid til GPS i 6 timer. Ruten var ca. 30 km lang, så den skulle cykles 3 gange ud og hjem, ialt 180 km. Reglerne forbød drafting, og draftingzonen er 7 meter bagud og 3 meter til siden. En overhaling igennem draftingzonen skal gennemføres under 15 sekunder. Med 1700 deltagere på ruten var der rimelig trafik, men der var officiels på motorcykler overalt og mange ryttere blev fanget og idømt 8 minutter i Penalty Box. Der stod de, og de måtte ikke engang få noget vand, de skulle bare se på deres konkurrenter komme susende forbi.

Undervejs så jeg også flere ryttere der gik med deres cykler på skulderen og havde tårer i øjnene. Uha, synd for dem.

Rytterne kørte alle på meget flotte cykler. Deltagere var fra hele Europa, og man kunne se deres navn og nationalitet på startnummeret på ryggen.

for iron steffan-7Kom i mål på 5 timer 11 minutter og var meget tilfreds med tiden.

Selve marathonløbet var en kamp på liv og død. Varmen var 26.7°C, så det var svært at holde højt tempo, så pulsen røg i vejret. Benene havde det forholdsvis godt, og jeg havde en god afslutning på de sidste 7 km og god slutspurt i mål. Her var temperaturen også faldet lidt, ligefrem behagelidt løbevejr, da klokken var blevet 19:20 da jeg kom i mål. Jeg stod i 3 sekunder på målstregen og mærkede 2 tårer pible frem – så fik jeg medaljen om halsen, og jeg smiler stadig nu 6 dage senere.
Tid Position
Svømning: 1:27:09 1259
Cykel: 5:11:21 248 !!!
Løb: 4:04:45 406
=======================
Total 10:58:41 410

Sammenlagt blev jeg nummer 410, ud af 1700 deltagere. Så cyklingen var faktisk min bedste disciplin.

Jeg er glad for at have holdt fast i cykeltræningen hos SCK. Der har jeg lært meget.

De sidste 6 måneder på min vej til Ironman fulgte jeg et træningsprogram for triathleter fra den amerikanske bog IronFit.

Mit næste mål: Challenge Copenhagen, 15.august 2010. Total: 10:34:00 (STK’s klubrekord, sat i 2001)

Flere billeder kan ses på følgende hjemmeside: Billeder af Steffan Thordarson

634 Set totalt 1 Set i dag
Close
Støt Sønderborg Cykle Klub
Like os på facebook
Social PopUP by SumoMe