Klubfest (1992)

image_pdfimage_print

Af: Michael Størzer (SCK-Nyt 6/1992).

Lørdag den 17. oktober blev der som bekendt afholdt klubfest i SCK. Dette årlige arrangement har ikke blot til formål at uddele en stak pokaler, men også at give de enkelte medlemmer mulighed for at underholde sig med at genkende andre medlemmer, der ved lejligheden er velsoigneret og velklædte. Gennem sæsonen har man set cykelfolket som svedigt prustende, og ikke alt for vellugtende avantgardister, men efterhånden som man fik sig skålet igennem rækken af ligesindede, steg genkendelsens glæde. Fx når man sidste gang så en person, var det på en alsisk landevej, med sitrende øjenlåg og let svimmelhed, ja så er det svært, at hilse genkendende på en smilende Georgio Armani habit med et pænt spættet slips. Man aner umiddelbart ikke en sammenhæng mellem så to forskellige personligheder. Desværre var undertegnede ikke med til bespisningen og selve pokaloverrækningen, men måtte derfor gå rundt og forhøre mig under festen om aftenens tidligere episoder. Om mine informationer så er korrekte tager jeg ingen ansvar for. Der var trods alt uddelt en del pokaler, hentet syd for grænsen, på det tidspunkt.

Bizhan Pagh er som regel den første man lægger mærke til i et selskab. Det skyldes den simple grund, at han ligesom under cykeltræningen, altid står op. Også når alle andre har valgt at sidde ned. Festen var ingen undtagelse. Bizhan havde

Maden blev serveret på fornemste vis.
Maden blev serveret på fornemste vis.

valgt at stille sig lige inden for døren til festlokalet. Taktisk velovervejet. Her kunne han opmærksomt følge aktiviteterne ved bordene og dansegulvet, og blot ved et enkelt drej i kroppen, skimte køkkenet igennem entreen, samt vandringen til og fra toilettet. Hvis nogen vidste noget, eller havde set noget, måtte det være ham. Man kan jo ikke lade være med at gøre sig nogle overvejelser over, hvorfor Bizhan altid står op. Har han et voldsomt energioverskud? – eller måske et ømt punkt? Uanset hvad, så så han veltilfreds ud netop denne aften. Det skyldes modtagelsen af årets handicappokal. Trods Armins gentagne beskyldninger om snyderi, var Bizhan ikke i tvivl om pokalens berettigelse, og køligt forklarede han, hvordan han i den afgørende spurt mod Christian Marcussen havde vundet, fordi Christians ene fod var røget ud af pedalen i de afgørende sekunder. Et drama som netop er karakteristisk for et handicappokalopgør. Selv Armin måtte bryde sammen, og gøre Bizhan til næste års storfavorit, ved hans rolige ord: Jeg var bedst. Da jeg trådte, kunne de andre ikke STÅ distancen.

Tine Ternstrøm slukker tørsten hos Ulrik Kastrup.
Tine Ternstrøm slukker tørsten hos Ulrik Kastrup.

Den næste man møder til et givent arrangement er Ulrik Kastrup. Altid hjælper han til, hvor der er brug for en hånd. Af de fire pokaler han fik overrakt, var den ene da også flidspokalen. ulrik indrømmer, at havde den været baseret på oprydning på værelset derhjemme, ville han ikke kunne komme i betragtning, men i SCK er han et kendt ansigt. De dage hvor man får listet sig ud til fællestræning, kan man være sikker på, at Ulrik er der. Også en søndag morgen. Til festen sørgede han for, at man med det samme blev introduceret til de andre. Har man brug for en ven, så kan man regne med ham. Selv siger Ulrik, at hans store fordel er, at selvom han er ægte sønderjyde, så taler han dansk, og det kan man jo kun give ham ret i, især når man er tilflytter, og aldrig har hørt sønderjysk før.

Man kan ikke undgå at blive imponeret, når man dukker sent op til en fest, straks får man tilbudt vådt og tørt, betænksomt gemt til én fra tidligere på aftenen. Klubbens ledere strækker sig til det yderste for at bistå rytterne. Udefra kommende personer, der ikke har et dybtgående kendskab til specielt klubfester, var fantastisk forbløffet over den mængde af føde der blev konsumeret. Alligevel fik jeg personligt tilbudt hjælp med at spise min portion kartofler, til trods for, at netop de ryttere, havde spist 2 timer forinden. Isdesserten måtte jeg se spredes over et par bordlængder. Lederne derimod fortrak ikke en mine, og uden rødmen og med største selvfølgelighed, stod de for den tavse distribution. Derfor måtte jeg møde en af disse ledere. Tilfældigt blev der Jørgen Dahl. Han var blandt andre, oppe for at modtage en flaske rødvin til festudvalget. Jørgen lagde ikke skjul på, at en flaske rødvin i ny og næ, ikke var det som holdt ham bundet til klubben. Udover at være i festudvalget, sidder han også i forplejningsudvalget, og han er chauffør for klubben. Cykling er ikke hans livret. Det lader han sin søn Jens om. Selv spillede han fodbold i de unge år. På TV kan det være svært at vælge mellem de to sportsgrene. Hvis Jørgen skal nævne noget rigtig sjovt han har oplevet i cykelsporten, var det da yngste drenge kørte en omvej på 30 kilometer. At man ikke umiddelbart kunne finde dem igen, gjorde det ikke mindre lystigt. Jørgen så gerne, at SCK blev gjort fuldtidsprofessionel. Lederne skulle udgøre en bestyrelse med toplønninger som i Hafnia og Unibank. Klubben skulle overgå til et aktieselskab, med brede interesser i sporten og erhvervslivet. Ligesom Banesto er en storbank og o­nCE spansk blindesamfund, kunne selve cykelklubben være en måde at profilere sig på. Det ville også være med meget større entusiasme, at gøre et stykke frivilligt arbejde, hvis lederne til daglig var liebhavere. Hvis læsset så skulle vælte, kunne man vel ordne det med et par gyldne håndtryk. Men indtil det kommer så vidt, vil Jørgen fortsat trofast stå for transport og forplejning.

Gunnar Marcussen og Jørgen Dahl snakker om manden der glemte han havde konen med til fest. Nina Marcussen ses i baggrunden.
Gunnar Marcussen og Jørgen Dahl snakker om manden der glemte han havde konen med til fest. Nina Marcussen ses i baggrunden.

Lars Bo Marcussen og jeg fandt på et tidspunkt sammen, hvor jeg på fortroligste vis, blev informeret, om hans ønske om licens. Jeg synes godt om ideen, og vi snakkede en rum tid om for og imod. Lars Bo gjorde det klart, at der lå især sportslige og økonomiske grunde bag beslutningen. Således havde jeg set i udsigt, at vi kunne forvente et comeback på landevejen til foråret fra et gammelt erfarent medlem, indtil det pludselig gik op for mig, at Lars Bo snakkede om fjernsynslicens. Jeg fik først mistanke, da han indskød, at han prioriterede fodbold i TV højere end cykelmotion, og regnvejr ligeledes berettigede til fjernsynskiggeri. Ved denne rædselsvækkende konstatering, forsøgte jeg fortvivlet, at minde ham om sine glade stunder i SCK, og glæden ved cykling i almindelighed. Men Lars Bo påstod hårdnakket, at selvom man måske så ham på landevejen igen, så kan han generelt kun huske sex, så de minder jeg appelerede til, stod ham ikke helt klart. Iøvrigt bemærkede jeg, at han nok var den der modtog flest pokaler, altså dem fra kassen, men med min moral, var det også en flot præstation. Han var også hurtig til at byde på én da vi mødtes, så det er en mand man kan regne med.

Ved et af bordene, der hvor der lød højest spektakel, sad Christian Andersen. Den rytter der har markeret sig mest på landevejen for klubben. Omkring tabernaklet faldt han dog lidt i skyggen hos de andre, der med store armbevægelser, berettede om deres forgangne bedrifter. Jeg så mit snit til at liste ind under de andres arme og hilse på ham. Det var i sidste øjeblik, for Christian skulle køre tidligt, da han skulle hjem til Skive. Ved siden af ølflasken, stod en pokal af højglanspoleret

Michael Størtzer med en hemmelighedsfuld Christian Andersen.
Michael Størtzer med en hemmelighedsfuld Christian Andersen.

slagfast tin. Klubmester A-klassen 1992. Uha-da, en så fin pokal havde jeg ikke haft i hånden, siden jeg blev Sjællandsmester i miniputfodbold. Christian tog det med knusende ro. Han betroede mig, at han derhjemme, faktisk havde masser af den slags tilkendegivelser, og at der nu ikke var mere hyldeplads til dem. Iøvrigt var dette bæger en nem sag, da der ikke var nogle konkurrenter i klassen. Jasåh, fik jeg sagt med vanlig benovelse. Hvad kan man så bruge sådan et bæger til? Dette spørgsmål var åbenbart for personligt for Christian svarede med et glimt i øjet, at det ville han ikke ud med. Mit hoved snurrede om kap med alkoholen, med tanken om en fornuftig anvendelse. Efterhånden kunne jeg ikke koncentrere mig om samtalen. Christians hemmelighedsfulde udtryk havde virkelig gjort mig nysgerrig. Her havde jeg netop fået forklaret hvor mange sagn en topatlet havde. Hvor kedelige lange ensomme træningsture kunne være, og hvordan kroppen langsomt nedbrydes. Der var noget som ikke stemte. Hvis disse påmindelser om ens resultater ikke betød noget, hvad så? Med hensyn til kedelige træningsture, nuvel, skivekanten er måske ikke tilsmilet med den mest overdådige natur, men faunaen langs Skive Å er da spændende, og den jyske hede og Dollerup Bakker ligger også i nærheden. Min egen krop er bestemt ikke blevet nedbrudt af cykling. Faktisk har jeg aldrig guffet så meget chokolade i mig før. Jeg vasker ikke mine trøjer fordi jeg sveder, men fordi mine lommer er helt fedtet til af bananskræller og yankeebarer. Okay, Christian havde nok set, at mit niveau, ikke gjorde mig i stand til at forstå hans miljø, så venligt forklarede han, at det gode ved cykling, var alle kammeraterne. Ofte kunne man finde sammen i et felt og få en hyggesnak. Før et løb kunne man aftale at køre for hinanden, og således dele de indkørte præmier. Dette yderst sociale tilsnit i sporten, gjorde det muligt at få en økonomisk gevinst, samtidig med at man kan tage sig tid til at møde vennerne. Dermed bliver man heller ikke presset til at ligge oppe forrest med tungen ud af halsen. Først den dag hvor det sjove går væk, vil han stoppe. Hm, helt overbevist var jeg ikke. Jeg er sikker på, at svaret der gør alt slidet værd, ligger i de pokaler. Man kunne eksempelvis bruge dem som urtepotteskjulere, raflebæger, tandkrus eller bageform. Man kunne endda smelte dem om til værdifulde tinbarer, eller starte en produktion af loddetråd. Hemmeligheden tog Christian med sig til Skive den aften.

Hen under de sene timer, traf jeg vores formand Bente Rotzler. Trods de indlysende kvalifikationer til bestillingen, kom hun til formandsposten ad omveje. Det med cykling var og er ikke hende. En enkelt gang havde hun anskaffet sig en cykel, blot for at opdage, at resten af familien omgående havde brugt den til reservedele. At betale kontingent til SCK blev på et tidspunkt nødvendigt, for at komme med på en tur til Mallorca. Og vupti, en dag var hun så pludselig kasserer. De andre medlemmer havde fundet ud af, at hun besad en del matematisk snilde i kraft af det borgerlige erhverv ved postvæsenet. Senere blev Bente så sekretær og endelig formand. Den forandring har primært betydet, at hun nu i dag giver penge ud, i stedet for at skrabe dem ind, og det har virket positivt på engagementet for det store ulønnede arbejde. Som formand leder og fordeler man arbejdet. Jeg tror også, at jeg i en bisætning hørte, at det var med henblik på selv at kunne slappe af. I kraft af sit køn, er der visse ting indenfor det grove arbejde, de mandlige kollegaer er bedre til, såsom at stå rigtig tidligt op og løfte de tunge stilladser. Og det forstærker kun hendes berettigelse som formand, siger hun. Alligevel skal man passe på at tro, at Bente ikke kan være barsk. Ud af 25 licensryttere, kom de 7 til skade i årets løb. Herregud, det er ingenting, mener hun. Da yngste kørte 38 kilometer, gav det kun anledning til smil på læben. Næ, den raske ungdom tager ikke skade af et møde med den friske friluftsliv. Derimod kan trafikken få Bente op på mærkerne, især busserne. De kører uforsvarligt. At kunne færdes sikkert i trafikken er et af hovedtemaerne for formanden. På det tidspunkt prøver jeg at dreje samtalen over på noget mere behageligere, for Bente er efterhånden godt ophidset over standen på den danske bilpark. Vi er trods alt til fest. Jeg spørger til det kunstneriske og Bente fortæller, at der faktisk er gået en Asger Jorn tabt i hende, men at hun stadig besidder evnerne. Cykling tog hendes fritid, og hun kan kun opfordre piger til at cykle, især fordi der vil være gode chancer for at blande sig i eliten. Jeg tror det er godt Bente ikke blev kunstmaler, for alle de berømte malere, satte man først pris på efter deres død, og hun har formået at skabe liv i klubbens ledelse i sin tid som formand. Normalt er foreningsmøder kun interessante, hvis kasseren er stukket af med kassen, men husk at Bente oprindeligt startede med en Mallorcatur for at blive kasserer.

En af de trofaste motionister dukkede også op til festen. Det var Karsten Andersen. Ligesom jeg selv, er han ny i klubben. De første par timer gik med at se folk an. De gamle havde hurtigt kastet sig over maden og faldet i oprevet diskussion med sidemanden, mens vi nok mere forsigtigt, først forsøgte at vejre stemningen, bordskikken ect. Under hede discorytmer udvekslede vi lige nogle af aftenens indtryk i skæret fra et par kulørte blinkende spots. Karsten havde fået et kulturchok. Man anede dog en vis sympati i hans stemme for den nyvante situation. I det civile liv arbejder Karsten som kontorelev og bruger sin fritid på sin frimærkesamling. I hans hjkem høres der kun musik under rengøring, så det siger sig selv, at Karsten ikke er helt med på de nyeste hits. Nej, et liv i ro og fred har altid præget hans tilværelse. Her stod han så pludselig i et megaparty med højrystet snak, øl, blandede køn og euforisk dans, samt en overflod af mad, der fik familiens julemåned til at ligne en Nupo-kur. Ikke underligt at han var berørt af arrangementet. Cykeltræningen var oprindeligt blot tænkt som en motionsform, der bedst passede ind i en fredsommelig hverdag mellem frimærker og regneark. Siden sommer er familien blevet rystet i sine grundpiller. Skænderier i hjemmet har ikke før været oplevet, men da de forfærdede forældre blev krævet for tilskud til cykelrammer og modetøj, og det er vel at mærke mange prisklasser over et frimærkeark fra P&T, blev der alligevel skabt en dyb furuore blandt generationerne. Karsten er dog aldrig i tvivl. Søndagsgudtjenester og familieandespil er passé. Cyklen har åbnet en ny verden. Fra nu af er det frisk luft, teknik, piger og fester. I fremtiden skulle det gerne blive til rigtig race i klassement. Jeg mener også nok det skal lykkes ham, for jeg kan fornemme en seriøsitet bag ordene. Cykelmotionens største konkurrent, TV-fodbold, kan ikke holde ham tilbage. Selv UEFA-cup fodbold med hans gamle favoritklub, FC Porto, afholder ham ikke fra at trække i cykeltøjet. Karsten er en mand godt på vej ind i klubbens hårde kerne.

Viggo Clausen med påhæng.
Viggo Clausen med påhæng.

Hvis man mener at mange i SCK ligner hinanden, har det en naturlig forklaring. Det skyldes to store familiers medlemskab. Familien Kastrup og familien Ternstrøm. Tilsammen er de nok eliten i klubben. Ihverttilfælde tilfaldt mange pokaler dem. Mit indtryk er dog, at her stopper ligheden også. Familien Ternstrøm er dem med det naturlige talent, hvorimod Kastruperne må kæmpe hårdt for resultaterne. Tine Ternstrøm er nu klubmester i dame B, men cykler egentlig kun for at få lidt frisk luft efter skole. Iben Kastrup er klubmester i ældste pige, men har opnået sin titel gennem hård træning, fordi hun gerne ville have en kanin af sin far. Den kanin hun så fik var blind! Indenfor familien Ternstrøm bliver man sendt på kursus, mens Bent Kastrup er autodidakt. Og det har været hårde lærepenge. Han startede som bokser, da det var den billigste sportsgren der var. Som skorstensfejer tjente man kun 15 kroner om måneden. Først i de senere år er der blevet råd til cykelsport. Men til trods for at familien i dag er mere velstillet, kan han stadig som et levn fra fortiden, blive knockoutet når han ser pølsepriserne til løb. Som en månedsløb! Men uanset de mange forskellige mennesker der er medlemmer af SCK, nogle som hele familier, så har klubben en sjæl, og ved denne klubfest var det første gang jeg mødte den. Da festen sluttede klokken 4, kunne jeg tænke tilbage på en dejlig aften. Det var selvfølgelig Ulrik der fulgte mig ud og sagde godnat, og på vejen hjem, glædede jeg mig til den næste.

1004 Set totalt 1 Set i dag
Close
Støt Sønderborg Cykle Klub
Like os på facebook
Social PopUP by SumoMe