Århus den 21. maj 1989.

Af: Michael Andersen (SCK-Nyt 4/1989).

Løbet var 2. Afdeling af Tuborg Cup for A-klassen og iagttagelsesløb for juniorer, så alle ”skrammel”-klasserne skulle afvikles fra morgenstunden, så banen blev fri til eliten.

Det betød, at jeg måtte ud af sengen kl.2.30, for at komme med bussen kl. 3.15. Jeg begyndte, at blive betænkelig første gang da klokken nærmede sig de 3.30, og alt hvad der var kommet forbi var et par taxaer. De ”røde” kom da, med to ryttere Christian Rotzler og Viggo Clausen og Armin Rotzler som chauffør. – Hvor er Jens – spurgte jeg med det samme, da jeg vidste han skulle med. Han havde stået troligt en hel time og ventet ved Dybbøl Kirke, inden han var kørt hjem, frysende af H-til, fortalte han mig et par dage efter. Der må være sket et lettere kommunikationssvigt angående kørsel, og hvem der skulle med for knap var vi landet i Århus, før Peter Aerts i fuld fart svingede op på siden af bussen. – Hva faen, skulle I ikke have haft mig med fra Vejle? – sagde han, jeg stod ved motorvejen og vinkede, – det så jeg ikke – sagde Armin, og så ud som en skoledreng der havde fået skæld ud. Da Armin spurgte – vil du så køre med hjem – havde han sagt nok.

Kl. 7.00 startede 70 C-ryttere på en tur over tre omgange a 34 kilometer. Grundet en høj udgangsfart og mangel på vind, skete der ikke det store på de første omgange, andet end nogle små, halvhjertede udbrudsforsøg som hurtigt blev kørt ind. Det mest begivenhedsrige sted på ruten var bakkerne efter en vild passage gennem en gårdsplads, hvor der opstod den sædvanlige ”C-panik”. Her blev der rykket hver gang, hvilket betød at flere måtte slippe. Først på sidste omgang lykkedes det en Kolding-mand at få nogenlunde hul, som dog blev hentet efter 10-15 kilometer. De sidste 10 kilometer blev præget af konstant rykken, og på den sidste lange stigning tænkte jeg, her må du med. Vi fik hul, 4 mand, men da der lige efter bakken var en lang nedkørsel, var det faktisk umuligt, at få hul så sent før mål, så jeg begyndte at indstille mig på en massespurt. Da vi var kørt forbi målstregen de to forrige gange havde jeg gjort op med mig selv, at spurten skulle køres i højre side fra anden position. Det var nemlig en lang bred opløbsstrækning på ca. 7-800 meter, svagt stigende de sidste 1-150 meter, med svag vind ind fra venstre.

Det blev en lang spurt, et langt ryk, hvor jeg havde lidt problemer med at komme forbi et par stykker, som også ville køre den fra højre. Det betød, at de 3 første skilte sig lidt ud fra feltet inden jeg fik lidt ”luft”. Det udnyttede jeg hurtigt og kom ind på 4. Pladsen, ca. en længde foran feltet, og med de 3 andre konger fremme.

Cirklen viser den flyvende dunk...
Cirklen viser den flyvende dunk…

Efter løbet var Armin Service-mand for B-feltet, hvor jeg var så letsindig, at tilbyde min hjælp. Den hjælp bestod i at give en fyldt flaske, ved at lbe ved siden af feltet indtil en rytter greb flasken, forhåbentlig en af vore. Det foregik lige efter at feltet var drejet ind på opløbsstrækningen. Der kom de så, Bent Iversen jun. i udbrud med 3 andre, et par hundrede meter foran feltet. Jeg skulle give Jesper Schack en flaske, så da han dukkede op i svinget med hele feltet efter sig, begyndte jeg at løbe. Jeg løb, og løb , og løb, og tænkte ”kom nu Jesper”, og da Jesper var nået næsten op på siden af mig følte jeg mig flyvende i bogstaveligste forstand, for på én eller anden måde snublede jeg over mine egne ben, med det resultat, at jeg fløj 2 meter vandret gennem luften i højde med Jespers overrør. Min egen flaske, som jeg velvilligt havde stillet til rådighed, stod et øjeblik stille i luften, hvorefter den faldt til jorden inden Jesper nåede den. Havde han bare været én meter længere fremme, havde han haft den, det er jeg overbevist om og jeg havde så, som svar på dumme kommentarer bagefter kunnet sige, at jeg kastede mig til side, for ikke at genere Jesper i overtagelsesøjeblikket. Klummer og idiot var den tak man fik. Det skal dog retfærdigvis siges, at det ikke var klubkammeraterne der brugte den slags udtryk, men i stedet rosende anerkendte præstationen med ord som – det så faneme fedt ud – osv.

Altså alt i alt en fin dag i Århus, med mange fine resultater af enhver art. Lige en slutbemærkning: Vi fik alle med hjem.