2009 – 2013

År 2009 stod for Sønderborg Cykle Klubs vedkommende især i DM arrangementets tegn. Et arrangement som der ubevidst var bygget op til via diverse mindre DM arrangementer såsom DM for børn og ungdom i år 1995 og DM for Veteraner i år 2006.

I år 2009 var DM ruterne til linieløbet blevet testes ved et Post Cup arrangement. Dette bevirkede at bestyrelsen og andre som hjalp med arrangementet kunne koncentrere sig mere om alt det andet som hører et DM arrangement til. Det viste sig da også at sådan et arrangement var noget mere end ”bare” at arrangere 3 cykelløb på fire dage. Men med ihærdigt arbejde fra klubbens medlemmer lykkesdes det også at få et så godt som perfekt arrangement stablet på benene uden den store panik. Som noget nyt til et DM-arrangement var det muligt at følge løbet via internettet på livestreaming. Der var opsat kameraer ved målstregen og på toppen af Dybbøløsten. Derudover var det muligt hele tiden at høre speakerlyden via internettet.

DM Enkeltstart, Herre Elite. Fra venstre: Alex Rasmussen, Lars Bak og Jakob Fuglsang
DM Enkeltstart, Herre Elite. Fra venstre: Alex Rasmussen, Lars Bak og Jakob Fuglsang

Selve Danmarks-mester-skaberne foregik i dagende 25. – 28. juli på Dybbøl Banke med nok en af de flotteste opløbsstræk-ninger man kan forestille sig. En allé på 1000 meter hvor det var muligt at følge rytterne hele vejen op ad bakken til Dybbøl Mølle.

Torsdag den 25. juni var der enkeltstart i et barsk småregnende vejr. Ruten gik fra Dybbøl Mølle mod Sønderborg, ad Gl. Aabenraavej, Døbbøløsten og Parallelvej inden det gik mod Broagerland. Retur fra Broagerland gik via Dybbølbanke, Grønnekærvej og Schaffensberggade inden rytterne nåede den 1000 meter lange opløbsstrækning. Der blev kørt i følgende klasser Dame Junior (15 km. Vinder: Maria Grant Petersen), Junior (25,5 km. Vinder: Lasse Norman Hansen), Damer (25,5 km. Vinder: Linda Melanie Villumsen) og Elite (38,5 km. Vinder: Lars Bak). En dag med blæst og op ad dagen også tiltagende regn. Af egne rytter stillede Sønderborg Cykle Klub med Tom Bøttger. Han startede i en sandwich mellem Chris Anker Sørensen (Team Saxo Bank) og Brian Back Vandborg (Liguigas). Det var næppe fordi forgaflen brækkede halvvejs igennem i gaffelkronen da Tom Bøttger forlod startrampen at han ikke formåede at blive som bøffen i sandwichen. Men det hjalp næppe heller på det samlede resultat. Så efter en ”sejlende” tur Broagerland rundt kom Tom Bøttger i mål som nummer 57. Hvis han havde vidst undervejs hvad cyklen fejlede havde han ikke gennemført løbet.

Fredag den 26. juni var løbsfri. Måske meget godt da det stormede og salgstelte mm. blæste om kuld og måtte erstattes af nye om lørdagen.

Lørdag den 27. juni var der motionsløb om formiddagen på DM ruten, det såkalde PostMasterLøb inden den danske dame elite skulle ud og kæmpe om deres mesterskab om eftermiddagen. Ruten gik over Dybbøl Banke til Nybbøl over Stenderup og forbi Dybbøl Kirke ad Dybbøløsten, Dybbøl Bjerg, Aabenraavej inden rytterne var ved 1000 meter porten på Dybbølgade. Damernes løb udviklede sig meget spændende allerede fra starten. Maria Kruse fra Team High End Sport gik i soloudbrud. Hun nåede at have et forspring på ca. 5 minutter inden hovedfeltet med Linda Villumsen (Team Columbia Women) som hovedaktøren for alvor satte efter. Herfra gik det hurtigt med at hente Maria Kruse, hvorefter Linda Villumsen og Trine Schmidt (Team Flexpoint – CC Hillørød) sad alene i fronten. Til sidst endte det da også med en favoritsejr til Linda Villumsen, som kørte i mål i ensom majestæt.

Hårdt kæmpende Team Designa rytter og Nicki Sørensen, Team Saxo Bank.
Hårdt kæmpende Team Designa rytter og Nicki Sørensen, Team Saxo Bank.

Søndag den 28. juni var det så tid til klimakset. Herre Elite løbet. Inden det blev skudt i gang kl. 12.30 skulle junior herrene have afgjort deres Danmarks-mesterskab. Lasse Norman Hansen gentog bedriften fra torsdagens enkeltstart og kørte et flot sololøb i front de sidste par runder. Sønderborg Cykle Klub havde 2 juniorer til start i skikkelse af Morten Hugener Nielsen og Morten Ochelka. Ingen af rytterne gjorde sig nævnelsesværdig bemærket i dette løb.

Kort efter middag var det så tid til Herre Elite løbet. 10 store runder og 10 små runder stod på programmet. Den lille runde gik over Dybbøl Banke via Parallelvej, Dybbøløsten, Dybbølbjerg og Aabenraavej inden rytterne ramte 1000 meter porten på Dybbølgade (en runde på 5 km.). I flot vejr med vind fra sydøst gik det med 40-45 km/t over Dybbøl Banke på hver omgang. Mellem Bøffelkobbelrundkørslen og Nybøl nåede rytterne endda hastigheder på ca. 80 km/t. Igen blev det et spændende løb da en gruppe på 20-30 mand hurtigt rev sig løb. I gruppen var storfavoritterne fra Team Saxo Bank ikke specielt godt repræcenteret. Så der blev også kørt cykelløb i hovedfeltet. Som løbet skred frem og kræfterne forsvandt blandt rytterne blev hovedfeltet også splittet op i mange grupper. Det samme skete i front, samtidig med der også skete sammensmeltninger af grupper. Så pludselig da rytterne skulle ud på de små omgang sad Team Saxo Bank i overtal. På de sidste omgange sad Brian Vandborg (Liquigas) så i en klemme mellem Matti Brechel, Chris Anker Sørensen og Frank Høj fra Team Saxo Bank. Efter et ryk på toppen af Dybbøløsten på næstsidste omgang sad Matti Brechel og Chris Anker Sørensen så alene i front og den holdt de til målstregen, hover Matti Brechel vandt spurten suverænt. Frank Høj besatte derefter tredjepladsen.

Fra venstre: Chris Anker Sørensen, Matti Brechel og Frank Høj alle Team Saxo Bank.
Fra venstre: Chris Anker Sørensen, Matti Brechel og Frank Høj alle Team Saxo Bank.

Tom Bøttger stillede også til start i linieløbet. Han sad pænt med i store dele af løbet i hovedfeltet. Men da hans gruppe havde kørt enkelte små runder blev hans gruppe pillet ud af løbet af kommisærerne, da de førende ryttere kom bagfra. Men alt i alt en helt igennem accepteret indsats af Tom Bøttger som havde hans eget heppekor ved 1000 meter porten (samme sted er så også hans hjemadresse).

Få timer efter sidste rytter havde passeret målstregen lignede Dybbøl Banke så igen sig selv og ingen kunne se, at der kort forinden havde været op mod 10.000 tilskuere og set cykelløb.

Sønderborg Cykle Klub tog derefter en dyb indånding inden det mere alm. klubarbejde kom lidt haltende i gang igen i løbet af efteråret. Det kunne godt mærkes at DM-arrangementet havde kostet kræfter og andre dele af klubarbejdet havde lidt under det. Men alt i alt var det bestemt oplevelsen værd for klubben og vi fik værdifuld omtale i diverse pressemedier. Arrangement kunne også kun gennemføres med god hjælp fra Sønderborg Kommune og diverse sponsorer. Løbsprogram mm. kan læses på den officielle hjemmeside www.dmugen2009.dk

På det sportslige plan gik det så i stedet noget nedad bakke for Sønderborg Cykle Klub i år 2009. Dette skyldes til dels færre ryttere og at nogle af de normalt præmietagende ryttere blev godt beskæftigede med DM arrangementet. Trods dette lykkedes det at få 4 skammelplaceringer. Michael Hugener Nielsen stod for de tre i D-klassen mens lillebror Morten stod for en enkelt i juniorklassen. Michael Hugener Nielsen rykkede med hans stærke kørsel også op i C-klassen. Trods denne oprykning endte Sønderborg Cykle Klub på en 51. plads blandt de jysk/fynske klubber mod en 34. plads året før.

År 2010 skulle Sønderborg Cykle Klub så finde tilbage til de mere sædvanelige tilstande, hvor bl.a. klublivet skulle opgraderes efter et hektisk år 2009.

Som noget nyt blev kampen om enkeltstartspokalerne afgjort på almindelige racercykler i forbindelse med fem almindelige træningsaftener. Gennem de sidste mange år har der næsten ikke været seniorryttere der kæmpede om disse pokaler. Men dette år var der god deltagelse med op til 11 deltagere. Generelt var der bedre tilslutning ved de enkelte træninger gennem hele sæsonen.

Den øgede træning medførte også bedre resultater end i år 2009. Specielt Frank Nissen fik sit længe ventede gennembrud i H50 klassen. Med ialt 3 sejre gennem sæsonen viste han god styrke. Alt i alt nåede 9 forskellige ryttere at score point gennem sæsonen.

Sønderborg Cykle Klub skulle have arrangeret Syd- og Sønderjysk Mesterskab i enkeltstart. Dette arrangement blev aflyst pga. manglende tilmeldinger.

Ellers deltog Sønderborg Cykle Klub i Sønderborg Kommunes store cykelarrangement “Store Cykeldag”. Et arrangement der foregik i kraftig vind på Sønderborg Lufthavns område. Derudover stillede Sønderborg Cykle Klub vores hjælp til rådighed for JydskeVestkystens sponsorcykelløb: “En god jul for alle”. Dette løb måtte desværre flyttes til Finess Syd idet vinteren allerede begyndte omkring den 20. november.

Sidst på året forlængede de tre hovedsponsorer: Kreditbanken, Fitness Syd og Telebilling deres sponsorrater frem til og med år 2013.

År 2011 blev et godt år for Sønderborg Cykle Klub hvor der på det sportslige blev kørt mange flotte resultater hjem således at klubben endte på en 16. plads i den samlede Jysk/Fynske statestik ud af i alt 65 klubber/teams. Dette resultater blev skabt bl.a. i form af 9 sejre, hvor især Mads Fenneberg og Klaus Haaning må fremhæves med 3 sejre hver. En af Klaus Haanings sejre kom endda i det Jysk/Fynske Mesterskab som blev kørt på hjemmebane. Derudover var var i sæson 2011 også medaljer til Mikkel Fenneberg i for af bronze ved de Jysk/Fynske Mesterskaber i enkeltstart. Ved samme mesterskab indkørte Mads Fenneberg en sølvmedalje samt han bronze i de Jysk/Fynske Mesterskaber i linieløb og flottest af alt en sølvmedalje ved Børn og Unge DM i enkeltstart. Herudover indkørte Lars Bo Marcussen en bronzemedalje ved de uofficielle Europamesterskaber på Mallorca.

Ellers forløb sæsonen efter den sædvanlige procedure med masser af fællestræning, klubbens træningslejr, klubdag hvor der blev bowlet, hygget, spist og bytur.

Udover at arrangere indledningsløb for de Syd- og Sønderjyske klubber (som blev kørt ved Kirke Hørup) var Sønderborg Cykle Klub også, som tidligere nævnt, arrangør af de Jysk/Fynske Mesterskaber i linieløb. Få dage før løbet meldte Michael Rasmussen sin ankomst og via hurtigt pressearbejde kunne dette se på tilskuertallet på opløbsstrækningen. Der har næppe før været så mange tilskuere til et almindeligt landevejsløb i Sønderborg. TV2 var også til stede til løbet.

År 2012 blev et år på det jævne for Sønderborg Cykle Klub. Trods 11 placeringer på podieskamlen i årets cykelløb blev det til en beskeden 32. plads på klubstatistikken over de jysk/fynske klubber. Nok ikke så overraskende når de indkørte point blev halveret i forhold til året før. Til DM fik Mikkel Fenneberg dog indkørt en 12. plads i U17.
Ellers forløb året med de sædvanlige arrangementer. DCU introducerede noget de kalder ”Cyklingens Dag”. Meningen var at dette skulle være en dag hvor hele Danmark cyklede. Dette skulle ske ved at de lokale klubber arrangerede forskellige aktiviteter så som talentløb, klubaftener for kommende medlemmer mm. Sønderborg Cykle Klub valgte at arrangere et talentløb på containerpladsen i Glansager. Vejret var så ikke perfekt i løbet af dagen, så dette resulterede i at kun et enkelt talent mødte op. Efterfølgende blev det besluttet ikke at deltage i ”Cyklingens Dag”, men i stedet lave vore arrangementer på tidspunkter det passer bedre ind i klubbens planer.

Matti Breschel vinder endnu engang i Sønderborg. Foto: http://www.postdanmarkrundt
Matti Breschel vinder endnu engang i Sønderborg. Foto: postdanmarkrundt.dk

I år 2013 blev der indkørt 25 flere point i forhold til år 2012 157 point hvilket gav en 47. plads på lands-statistikken som omfatter 126 klubber.
Det Syd- og Sønderjyske samarbejde har nu ikke rigtig fungeret i år 2012 og 2013. Om dette samarbejde fungere afhænger meget af hvilken klub der har formandskabet.
Årets højdepunkt var at Post Danmark Rundt besøgte Sønderborg i hele to dage. Først med en etapeafslutning og dagen efter med etapestarten på kongeetapen der sluttede i Vejle. I år havde Post Danmark Rundt og Sønderborg Cykle Klub valgt at flytte etapeafslutningen fra Ringbakken til det meget smukkere sted, Dybbøl Banke. Efter DM i 2009 har Sønderborg Cykle Klub fået øjnene op for at Dybbøl Banke skal bruges som målstreg ved større arrangementer. Stedet kandidere til at være et af Danmarks bedste steder at have målstreg, hvor publikum kan følge rytterne de sidste 1000 meter. Rundstrækningen i Sønderborg gik fra Dybbøl Mølle over Grønnekærvej ned til Sundgade over Chr. X bro ned til havnen ad Nørre Havnegade inden Jomfrustien skulle ”bestiges” hvorefter det gik den direkte vej tilbage til Dybbøl Mølle. Ruten fangede også tilskuerne som mødte talrigt op, ikke kun ved målstregen men også fx ved Marie Kirken heldigvis var det ikke så varmt som næste dag, hvor en hedebølge ramte Danmark. Alt i alt gav ruten nogle flotte billeder både til tv men også til Post Danmark Rundt videoen.
Dagen efter var der start fra Sønderborg i høj sol. Hele formiddagen summede den indre by af tilskuere der km for at se rytterne begive sig ud på kongeetapen. Alt i alt nogle festlige dage med cykelløb i Sønderborg.
Klubmæssigt skete der ellers ikke noget ekstraordinært. Hverken VM i København, Giro-start i Herning eller Post Danmark Rundt i Sønderborg har givet den store tilgang af nye ryttere på børne-unge-siden.