Fredericia den 1. juli (1992)

Af: Jens Lausten Hansen (SCK-Nyt 4/1992).

Til dette aftenløb var det kun Lars Peter Wilken, Morten Hansen og undertegnede, som skulle deltage. Så vi puttede cyklerne bagi klubbussen, og drog afsted nordpå. Da Morten og Lars havde deltaget i et løb samme sted (Herslev) en lille måned tidligere, sagde de, at de vidste hvor det var. Men da Morten drejede fra motorvejen ved Brandrupdam og ville ind mod Kolding kom alle atlasserne frem (især det fra VAG, hvor Fyn er landfast med Jylland). Efter lidt kørsel på nogle små veje nåede vi frem.

Lars var lidt betænkelig inden løbet, da han så hvilke konkurrenter, der var tilstede. Han mente, at hele eliten fra Jylland samt enkelte fra Sjælland var til stede.

Jens Lausten Hansen og Morten Hansen. Her ved gadeløbet i Bov 1992.
Jens Lausten Hansen og Morten Hansen. Her ved gadeløbet i Bov 1992.

Det var B-klassen som begyndte, mens Morten og jeg skulle afsted 5 min. efter. Vores løb gik egentlig stille og roligt de første to omgange (en omgang = 9,6 km). Det var de sædvanelige som faldt fra op af de to eneste bakker, som var på ruten. Da vi gik ud på tredje af fem omgange, var Lars åbenbart stået af og ville have bilnøglerne af Morten. Enten hørte Morten ikke Lars eller også ville han ikke give slip på nøglerne for han cyklede videre som om intet var hændt. Så kom Lars ellers op på cyklen igen og indhentede vores felt og fik nøglerne af Morten. Af en eller anden grund får Morten utrolig megen fart på (nok et lille skub, red. 2008) og passerer hele feltet og får et godt forspring. De eneste der kommer med på hjul er en Esbjergrytter og jeg. Dog opgiver Esbjergrytteren hurtigt. Ude i medvinden er det ikke noget problem at holde det jagtende felt bag os. Men efter den ene bakke går Morten for at sige det mildt ”død”. Det eneste jeg hører er hans åndedræt, der bliver mere og mere anstrengt. I sidevinden begynder feltet at indhente os lidt og da vi kommer om i modvinden kunne jeg godt bruge en hjælpende hånd. Da vi er for foden af den lidt stejle opløbsbakke når feltet os, og jeg vinker ammen med Morten farvel til en spurtpræmie. Faktisk bliver vi sat af og ligger små hundrede metet efter de forreste ved målstregen, hvor Lars sidder i bussen og råber. Straks efter høres en velkendt diesellyd fra en VW bus efter os. Der er ikke andet at gøre end at komme op til feltet igen. Lars måtte for alt i verden ikke se at jeg blev sat af (sikke et nederlag det ville have været). Vi var efterhånden kun små 20 mand tilbage i feltet. Enkelte var åbenbart blevet sat under vores lille udflugt på 3. omgang. De andre var åbenbart også trætte så der skete intet på 4. omgang, men da vi igen kom ud i medvinden på hovedvejen blev der sat tempo på, hvor der hele tiden var enkelte som forsøgte at komme fri. Lidt efter overhaler Lars feltet i bilen for at opmuntre os inden den sidste spurt skulle sættes ind. Da jeg passerer Lars ligger jeg som nr. 8, men Lars råber at det er nu jeg skal frem. Som sagt så gjort og på toppen af bakken ligger jeg som nr. 3 og her åbner jeg spurten og mærker intet til konkurrenterne de sidste 300 meter op til målstregen. Hvor langt jeg er foran aner jeg ikke, da jeg træder i pedalerne i stedet for at se efter de andre. Morten placerer sig som nr. 14 eller 2 pladser fra en præmie.

Efter løbet var der en hurtig præmieoverrækkelse, og så ind i bussen for Lars ville hjem. Med ham bag rattet lærte vi ellers Taulov at kende. Vi havde en sjov tur, hvor der ikke blev sagt mange intellektuelle ord, dog med undtagelse ved analysen af EM-finalen, eller var det bare med at tage mest mulig gas på hinanden.