Sejr til Mads Fenneberg

Mads Fenneberg indkørte i weekenden årets første sejr til Sønderborg Cykle Klub…..

Stolt Mads Fenneberg på skamlen.
Stolt Mads Fenneberg på skamlen.

Familien Fenneberg tog den 25. juli på langfart til Korsør for at køre cykelløb.
Mads Fenneberg i U11 klassen skulle ud på 18 kilometer cykelløb. Om det var den lange distance eller den kraftige vind som gjorde konkurrenterne møre vides ikke. Men Mads Fenneberg kørte fra alt og alle og kom alene i mål i suveræn stil med et forspring på 1. minut og 29 sekunder til den nærmeste konkurrent. Derved indkørte Mads Fenneberg ikke kun hans første præmie men fik også lov til at nyde udsigten fra det højeste sted på skamlen. Bedre udsigt fås ikke.
Samtidig med at Mads Fenneberg kørte sig til sejr var Mikkel Fenneberg igang med hans løb over 5 omgang ialt 45 km. På 2. omgang ville Mikkel Fenneberg så lige vise han havde lært noget af årets Tour de France. Desværre var lærdommen ikke så god idet han lavede en Andy Schleck og tabte kæden. Feltet kørte fra ham i bedste Contador stil, mens Mikkel Fenneberg stod og fik olie på fingrene. Men udførelsen af hans Andy Schleck var til UG og resultatet det samme. Så resultatet blev en 17. plads ud af de 38 startende ryttere.
Når man ikke kan juble over ens eget resultat så er det jo godt at brormand vinder og man kan juble over det. Så der var god stemning fra alle i bilen hjem. Se det er der jo også lidt brødrende Schleck over.

Tour de France Managerspil afgjort

I år valgte 10 nuværende og tidligere medlemmer af Sønderborg Cykle Klub at deltage i DR’ Tour de France Managerspil i Sønderborg Cykle Klubs liga…..

Efter et spændende Tour de France hvor deltagerne mere eller mindre købte og solgte ryttere til hver etappe blev slutstillingen følgende

1. Jens Lausten Hansen (1.802)
2. Kim Ternstrøm (3.740)
3. Azeal Larsen (8.132)
4. Jeppe Dybro (9.363)
5. Jacob Nielsen (16.954)
6. Familien Fenneberg (20.517)
7. Mikkel Fenneberg (22.789)
8. Mads Fenneberg (29.789)
9. Tonni Johannsen (41.149)
10. Simon Petersen (46.312)

Tallene i parantes er slutstillingen blandt alle deltagere. Det samlede deltagerantal var ca. 50.000 hold.

Kim Krogh fratræder bestyrelsen

Kim Krogh har meddelt Sønderborg Cykle Klub, at han ønsker at fratræde bestyrelsen…..

Grundet nyt arbejde som underviser på Ingeniørhøjskolen i Aarhus fratræder Kim Krogh Sønderborg Cykle Klubs bestyrelse med virke fra 1. august 2010, idet Kim Krogh påregner at fraflytte Sønderborg indenfor den nærmeste fremtid.

Sønderborg Cykle Klub vil gerne ytre deres tak for det store arbejde Kim Krogh nåede at yde for Sønderborg Cykle Klub hvor Kim Krogh har især har været ankermand for drenge- og ungdomsrytterne i de senere år.

Sønderborg Cykle Klub ønsker Kim Krogh held og lykke fremover under de nordligere himmelstrøg.
Hvem der overtager Kim Kroghs poster vil pr 1. august 2010 fremgå under Klub info/Bestyrelse og udvalg.

DM Hobro (opd 27. juni).

Under Dm vil man her løbende kunne følge vores rytteres præstationer…..

Torsdag 24 juni.

Årets danmarksmesterskaber blev skudt igang kl 14.45, og allerede kl. 14.52 havde Sønderborg Cykle Klub vores første deltager på vej ned af startrampen i skikkelse af Amalie Watt Sundstrup. Tolv konkurrenter skulle Amalie så dyste imod efter en kort cykelkarriere på 3 måneder til årest DM.

Indtil nu har Amalie klaret sig ganske udemærket ved enkeltstarterne alt taget i betragtning via en 22. plads ud af 35 deltagere ved Youth Tour og en 36. plads ud af 49 i Viborg hvor Amalie stillede op med juniorgearing og de andre formentlig med fri gearing.

Årets DM skulle så afgøres på hovedvejen fra Hobro mod Randers med vendepunkt halvvejs ude efter 7,5 km. Ruten var så forholdsvis kuperet, hvilket så ikke passer Amalie specielt godt efter hendes mening. Men denne frygt havde Amalie nu ingen grund til at have for hun endte med at få en placering som nr. 8. Nummer syv var så kun 7 sekunder foran hende.

Dagens resultat var så ekstra flot , hvis man sammenligner Amalies tid med de nærmeste konkurrenter. Denne sammenligning viser at Amalie kører lige op og bedre end ryttere, der var 2-3 minuttere hurtigere end hende i Viborg for en måned siden.

Sønderborg Cykle Klub ønsker Amalie til lykke med enkeltstarten.

Resultat:
1 Julie Leth – Odder CK 24.53
2 Kamilla Sofie Valin – CC Hillerød 0.18
3 Christina Siggaard – Team Designa Køkken – Blue Water Ladies 0.46
4 Fie Degn Larsen – Team Designa Køkken – Blue Water Ladies 2.03
5 Julie Lykke – Odder CK 2.13
6 Pernille Frendorf – Greve CC 2.34
7 Heidi Knudsen – Silkeborg IF Cykling 3.26
8 Amalie Watt Sundstrup – Sønderborg CK 3.33
9 Mette Lilholm Meyer – Cykling Odense 3.50
10 Amalie Winther Olsen – Cykling Odense 4.27
11 Nina Schultz Nielsen – Team Designa Køkken – Blue Water Ladies 4.48
12 Michelle Vingegaard Rasmussen – Thy CR 7.07

Lørdag 26. juni.
Dagens program for Sønderborg Cykle Klub stod på 107 km. landevejsløb for Amalie Watt Sundstrup i Dameklassen. Denne klasse bestod af et mix af Dame A, Dame B og Dame Junior-ryttere.

Trods kraftpræstationen ved torsdagens overraskende enkeltstart var der ikke lagt forventninger på Amalie Watt Sundstrup’ skuldre. Håbet var at sidde med så længe som muligt.

Allerede tidligt i løbet (efter få kilometre) stikker 2 ryttere fra feltet, hvilket får feltet til at køre i meget varierende tempo. Dette bekommer ikke Amalie så godt så ret tidligt i løbet komme hun til at ligge 100 meter efter feltet. Da dette irriterende hul ikke er lukket efter ca. 30 kilometre og der ikke er udsigt til at det kan lukkes vælger Amalie kort efter at forlade løbet…..skuffet og lettere nedtrykt.

Efter eget udsagn skyldes denne “manglende” præstation nok for dårlig opvarmning og ikke nok hvile dagen mellem den flotte enkeltstart og landevejsløbet.

Men generelt må det siges at DM må have været en positiv oplevelse og en af lærdommene er at træerne ikke vokser ind i himlen (endnu).

Vinder af løbet blev Annika Langvad (Odder CK) som også vandt enkeltstarten. Dette var kun hendes andet landevejsløb idet hun normalt kører MTB. På løbets andenplads kom Dame-Junior rytteren Chrisstina Siggaard (Team Designa Køkken – Blue Water Ladies) med endnu en Odder CK rytter i skikkelse af Trine Lorentzen på tredjepladsen.

Søndag 28. juni.

Morten Hugener Nielsen varmer op.
Morten Hugener Nielsen varmer op.

Den afsluttende dag ved årets DM i Hobro skulle juniorene i aktion så tidligt som klokken 8.00. Med tæt skydække og småkold temperatur blev Morten Hugener Nielsen sammen med ca. 110 konkurrenter sendt ud på 122 kilometer. Den manglende vind og næsten ultra nem rute gjorde løbet til en let affære at sidde med i feltet. Morten Hugener Nielsen styrke i år har været hårde løb hvor der sker en udskildning af rytterne således at de fysisk stærkeste har siddet tilbage til sidst. Sådan var det så ikke ved dette års DM for juniore. Så Morten Hugener Nielsen kom med feltet hjem i et løb, hvor han ikke rigtig kom ind i løbet og kunne vise hans fysiske styrke.

Alexander Mørk fra Team Knudsgaard vandt linieløbet efter flot solokørsel de sidste 10 km. Nummer 2 blev Kasper Svingel Jensen fra Team Designa Køkken – Blue Water Junior med en ringbredde ned til Michael Valgren Andersen (Glud & Marstrand Hobro Horsens).

Sønderborg Kommunes store cykelfest

Søndag den 13. juni afholdte Sønderborg Kommune årets store cykelfest…..

Med super stor tilslutning fra Sønderborg Cykle Klubs ryttere og hjælpere blev arrangementet en stor succes. Arrangementet begyndte ved hærens skydebaneanlæg med en prolog ud til Sønderborg Lufthavn. Med borgmesteren, Aase Nygaard, og rytterne fra Sønderborg Cykle Klub i front for det ca. 250 mands store felt gik det i roligt tempo afsted mod lufthavnen.

I lufthavnen var der så opstillet diverse boder hvor interesserede bl.a. kunne studere hvad diverse cykelhandlere havde at byde på, deltage i cykelløb, køre en 1.000 meter mod Danmarks-mesteren og hvad Sønderborg Kommunes planer er angående at blive landets cykelkommune.

1000 meteren blev en spændende affære. Danmarksmester Kasper Jessen lagde ud med at køre den på 49 sekunder. Herefter kunne alle der havde lyst til at udfordre Kasper Jessen havde så mulighde for det. De ryttere der kom nærmest var to elever fra Adventure Efterskolen, til stor jubel fra deres skolekammerater. De kørte på henholdsvis 58 og 59 sekunder.

Hele arrangementet blev holdt godt sammen af Lasse Rimmer, som var hentet til Als, langt øst for Augustenborg Fjord.

Der skal fra Sønderborg Cykle Klub lyde en stor tak til rytterne at de mødte så talstærkt op og bakkede klubben op til dette arrangement.

Flere billeder fra arrangementet kan ses i vores forum.

OPDATERET – Sønderborg Kommune afholder stor cykelfest

Den 13. juni afholder Sønderborg Kommune i samarbejde med blandt andet Sønderborg Cykle klub stor cykelfest på Sønderborg Lufthavn.

Over hele landet er søndag den 13. juni cyklisternes dag, så selvfølgelig rammer dette også cykelkommunen Sønderborg og Sønderborg Cykle Klub.

Programmet for arrangementet kan ses her: Program

Sønderborg Cykle Klub vil gerne opfordre medlemmerne til at støtte op om dette arrangement (gerne i klubtrøjer) og tag endelig venner og bekendte med.

Da løbet i Kolding jo er aflyst den pågældende dag, burde alle ryttere næsten være i byen. Så læg evt. afrulningsturen forbi Sønderborg Lufthavn og deltag i arrangementet.

Licensryttere og andre medlemmer som har klubtøj må meget gerne møde op og deltage i paradekørslen fra Militæranlæget på Skydebanevej. Man må meget gerne forhåndstilmelde sig til Jens Lausten Hansen, mail: JensLausten@msn.com

Kom og vær med til at gøre feltet flot.

OPDATERET: Tak til de ryttere som ved tirsdagstræningen sagde ja til at møde op. Husk at tage familie og venner med. MØDETID FOR SCK’ERE ER KL. 11

Bikebuster Cup, Aarhus, den 16. maj 2010.

Morten Hugener Nielsen viste igen gode ben til cykelløb…..

Morten Hugener Nielsen deltog søndag i Juniorernes Bikebuster Cup som blev kørt i Aarhus. Et løb over 124,5 km i blæst og regn. Allerede på første omgang af fem slap en udbrydergruppe af sted med 6 mand. Disse ryttere afgør senere sejren mellem sig. Da der mangler 45 km kører yderligere 3 ryttere afsted fra hovedfeltet. Da de har opnået et lille forspring rykker Morten Hugener Nielsen fra feltet op til disse 3 ryttere. Efter godt samarbejde når de sammen til målstregen, hvor Morten Hugener Nielsen knap bliver slået af en enkelt rytter så han kommer i mål som nr. 8. Kun en enkelt ikke team-ryttere placerer sig foran Morten Hugener Nielsen Et flot resultat idet Bikebuster Cuppen er juniorens pendant til A-klassens Post-Cup. Efter 2 afdelinger ligger Morten Hugener Nielsen på en samlet 12. plads i Bikebuster Cuppen. Igen som næstbedste ikke team-rytter.

Med søndagens resultat fortsatte Morten Hugener Nielsen den flotte kørsel, som han også viste ved det internationale Grand Prix Herning, hvor han blev nr. 23, tidligere på måneden.

De resterende ryttere fra Sønderborg Cykle Klub i de andre klasser overlod præmierne til ryttere fra andre klubber.